En mand styrtede fredag i døden fra et stillads. Det oplyser Københavns Politi til TV 2.

Til BT uddyber vagtchef fra Københavns Politi Henrik Stormer, at der var tale om en mand, som befandt sig på stilladset i arbejdsmæssig øjemed, uden at han kan oplyse, hvad arbejdet gik ud på.

Ulykken skete fredag morgen ved Bremensgade 46 på Amager i København, og manden blev dræbt på stedet, lyder det fra politiet, der ikke har overblik over, hvor højt oppefra, manden faldt.

»Vi får en melding fra brandvæsenet klokken 9.00, da de finder en livløs person i en gård. Der er en læge til stede, som erklærer personen død,« siger Henrik Stormer.

De pårørende til afdøde er endnu ikke underrettet, og derfor kan vagtchefen ikke oplyse detaljer som mandens alder.

Sagen er overdraget til Arbejdstilsynet, hvorfor politiet heller ikke kan svare på, hvad der præcis gik galt på stilladset mandag morgen, og om det skyldtes problemer med sikkerheden.