Nordsjællands Politi var lørdag formiddag til stede på Rønnebær Alle i Helsingør, hvor en 33-årig mand var blevet stukket med kniv.

Den knivsårede mand har ikke livstruende skader, oplyste politiet på det sociale medie X.

- Gerningsmanden er anholdt, og situationen er under kontrol, skrev politiet.

Politiet fik anmeldelsen klokken 09.33. Kort efter blev den mistænkte - en 31-årig mand - anholdt på stedet.

Det fortalte vagtchef Lee Skeen fra Nordsjællands Politi et par timer senere.

- Vi har nu et overblik over den persongruppe, som er involveret. For nuværende ser vi ikke nogen banderelateret vinkel, sagde han og tilføjede:

- Det er vores klare opfattelse, at personerne har kendskab til hinanden.

Ifølge vagtchefen var der ved knivstikkeriet også en tredje person til stede, som skal være blevet truet med kniven.

Motivet for knivstikkeriet er endnu ikke klarlagt.

Politiet har i løbet af lørdag været på gerningsstedet. Det lader til at selve knivstikket er sket på Sydvej i byen, fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi Nick Jensen.

Vagtchefen oplyser lørdag aften til Ritzau, at den 31-årige er sigtet for grov vold.

Han vil dog ikke blive fremstillet i grundlovsforhør, og den anholdte blev løsladt klokken 16.58 lørdag eftermiddag.

- Det har været svært at fremkomme med særlig meget information, da også den forurettede ikke har været så meddelsom, og vi har derfor på nuværende tidspunkt valgt rent efterforskningsmæssigt, at der skulle ske sigtelse og løsladelse, lyder det.

Politiet efterlyser personer, der har været vidne til optrinet, og som kan bidrage med informationer om blandt andet årsagen til knivstikkeriet.

/ritzau/