Dommer i Københavns Byret har varetægtsfængslet mand i 30'erne. Han nægter sig skyldig.

Politiet efterlyser vidner fra Christiania, efter at en kvinde har anmeldt en voldtægt på et offentligt toilet i området natten mellem fredag og lørdag.

Det skal være sket ved 1-tiden om natten, oplyser den centrale efterforskningsleder i Københavns Politi, Baris Tuncer.

Lørdag var politiet ude på stedet for at indsamle spor, og samme dag skred betjentene til anholdelse af en mand i 30erne.

»Han nægter sig skyldig,« siger efterforskningslederen.

Kvinden, der er noget yngre, og manden kendte ikke hinanden i forvejen, da de mødtes og begyndte at snakke sent fredag.

Københavns Politi ønsker ikke søndag formiddag at frigive yderligere oplysninger om sagen.

»Vi er interesserede i at høre fra vidner, der har set de to derude,« siger Baris Tuncer.

I et grundlovsforhør, som foregik bag lukkede døre, har Københavns Byret besluttet at varetægtsfængsle manden i 24 dage, oplyser politiet.

/ritzau/