Mand er druknet ved Oceankaj i København
Mandens identitet er fortsat ukendt, men politiet arbejder på at finde identiteten og årsagen bag ulykken.

Mandens identitet er fortsat ukendt, men politiet arbejder på at finde identiteten og årsagen bag ulykken.

En mand er afgået ved døden i en drukneulykke i København lørdag morgen.
Det oplyser Københavns Politi til Ritzau, der fortæller, at de modtog en anmeldelse om en drukneulykke klokken 10.03.
Politiet fortæller, at manden er fundet et sted mellem Middelgrunden og Oceankaj, der ligger i nærheden af Nordhavn i København.
I øjeblikket bliver der arbejdet på at finde mandens identitet, da den fortsat er ukendt.
Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at sige noget om, hvor længe manden har befundet sig i vandet.
Det er politiet i gang med at efterforske, oplyser det til Ritzau.
RITZAU