Dramatisk episode ved Føtex på Amager. 40-årig havde haglgevær med i Føtex - og affyrede våbnet.

En mand, der sidste år skød en butiksdetektiv i benet foran en Føtex-butik på Amager, er onsdag blevet idømt fængsel i fem år.

Det oplyser Københavns Politi om dommen, som er afsagt af et nævningeting i Københavns Byret.

Den 40-årige mand havde taget et haglgevær med, da han var på vej ind i forretningen en dag i januar sidste år.

Der opstod tumult, og geværet blev affyret. Detektiven blev såret i benet, ligesom et hagl ramte en borger, der stod i vinduet i sin lejlighed overfor forretningen.

Byretten har kendt den tiltalte skyldig i en stribe overtrædelser af straffeloven: Han begik farlig vold, forsøgte at begå røveri, udsatte andre for fare og bar skydevåben på offentligt sted.

Under sagen har den 40-årige erkendt, at han ville begå tyveri.

Han overvejer nu, om han vil anke dommen til landsretten, oplyser Københavns Politi.

I retten bad anklageren om en straf på fængsel i fem et halvt år.

/ritzau/