En 82-årig mand er afgået ved døden som følge af en brandulykke på Demenscenter Skovgården nær Hadsund i Mariagerfjord Kommune.

Det skriver TV 2 Nord.

Ifølge mediet brød branden ud mandag aften, da der gik ild i et tæppe, som den 82-årige mand havde over sine ben. Personalet forsøgte at slukke flammerne, men hans skader var så alvorlige, at han i første omgang blev kørt til Aalborg Sygehus, hvorfra han blev fløjet til Rigsjospitalet i København.

Her kunne lægerne tirsdag formiddag konstatere, at hans liv ikke stod til at redde.

»Det er en frygtelig ulykke, som påvirker alle på Skovgården – både beboerne og personalet. Når sådan en ulykke sker, giver det anledning til, at vi gennemgår vores procedurer for at gøre vores allerbedste for, at sådan en brandulykke ikke sker igen,« siger sundhed- og ældrechefen.

Hun tilføjer over for Nordjyske.dk, at man har sat kommunens kriseberedskab i værk, så der bliver taget hånd om det personale, der er rystede over situationen.

»Det gælder dem der var på vagt mandag aften, hvor tre har været til observation på sygehuset, men nu er kommet hjem. Det gælder samtidig vores øvrige personale, som naturligvis også er påvirkede af den tragiske hændelse.«