En 33-årige mand er død som følge af de skader, som han pådrog sig natten til 4. februar.

Manden blev fundet alvorligt tilskadekommen på Platinvej i Kolding. Han afgik ved døden fredag. 

Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

Siden hændelsen har politikredsen efterlyst vidner, der måtte have set manden i timerne forud for klokken 03 den 4. februar.

»Da vi ikke kender mandens præcise færden, og hvordan han er kommet til skade, hører vi fortsat meget gerne fra eventuelle vidner. Samtidig efterforsker vi sagen bredt,« siger vicepolitiinspektør Carsten Vester fra Sydøstjyllands Politi.

Den nu afdøde mand var iklædt mørke bukser og en mørk hættetrøje, da man fandt ham.

Politiet gentager også, at borgere gerne må tjekke videoovervågning i biler og på ejendomme nær Platinvej samt i de nærliggende områder, hvor der kan være relevante optagelser.

Har man set manden eller i øvrigt har oplysninger om sagen, bedes man kontakte Sydøstjyllands Politi på telefon 1-1-4.