En ældre mand er blevet dræbt i en trafikulykke på Trekoner Allé ved Roskilde.
Ulykken skete ved middagstid, da manden kørte frontalt ind i en anden bil. I den bil befandt sig en mor og hendes 'ganske lille barn,' der er blevet kørt på skadestuen.
Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, Rene Søe Pedersen.
Den dræbte er en 72-årig mand fra lokalområdet, oplyses det. Familien er underrettet.

Politiets foreløbige teori er, den ældre mand fik et ildebefindende og derefter kørte over i den modsatte kørebane, hvor han ramte den modkørende bil.
»Vi har vidner, som kørte bagved, der iagttager at bilen lige så langsomt kører over i modsatte spor, hvor den rammer frontalt ind i den anden bil,« siger vagtchefen.
Vagtchefen er endnu ikke orienteret om kvindens og barnets alder. Men der er tale om et ‘ganske lille barn,’ lyder det.
Den foreløbige melding for deres tilstand lyder, at både mor og barn er uden for livsfare. Der skulle være tale om mindre personskader for deres vedkommende.
