En 55-årig mand er søndag eftermiddag blevet dræbt i byen Tim nord for Ringkøbing. Hans kæreste er anholdt og sigtet for drab.

Det var kvinden selv, der ringede 112, men i første omgang oplyste hun ikke, at manden var blevet stukket med en kniv.

»Hun fortalte personalet på alarmcentralen, at en person var blevet dårlig,« siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch.

I samtalen med den 54-årige kvinde vurderede Falck-folkene , at der kunne  være sket noget mistænkeligt.

Derfor alarmerede de politiet, som mødte op på adressen på Fresiavej i Tim sammen med ambulancen.

Det syn, der mødte politiet ved ankomsten, fik betjentene til at anholde kvinden.

»Da politiet og ambulancen ankom til adressen, var der kun de to til stede. Manden havde fået et par knivstik i overkroppen. Lægen fra ambulancen erklærede ham død,« siger vagtchefen.

Politiet modtog anmeldelsen søndag eftermiddag ved 15.30-tiden.

Politiet efterforsker sagen som drab, men har endnu ikke afhørt kvinden.

»Så præcis hvad der er sket og hvorfor manden blev dræbt ved vi endnu ikke. Vi har sigtet kvinden, fordi der ikke var andre i parrets hjem, da vi ankom, men om hun er den skyldige finder vi først ud af, når vi har haft mulighed for at tale med hende,« siger Jens Claumarch.

Hverken kvinden eller manden var kendt af politiet i forvejen.

Den dræbte og den sigtede boede sammen og levede som par, men om de også var gift, ved politiet endnu ikke.

»De har ikke samme efternavn,« siger vagtchefen.

Efterforskningen fortsætter, og kvinden skal med al sandsynlighed fremstilles i grundlovsforhør i morgen.

»Vi er næsten færdig med de tekniske undersøgelser på stedet. Kvinden skal nu undersøges for biologiske spor,« siger Jens Claumarch.

Liget af den 55-årige mand skal obduceres i håbet om, at det kan kaste lys over, hvad der er sket.