En 29-årig mand blev lørdag eftermiddag ramt af en betonklods under arbejdet med at bygge et nyt fodboldstadion på Gl. Hellebækvej i Helsingør.

Det kostede ham livet, oplyser vagtchefen ved Nordsjællands Politi til B.T.

»Vi får kl. 17.14 en anmeldelse om, at tribunen er faldet ned over en mand,« oplyser vagtchef Søren Bjørnestad.

Manden blev lørdag eftermiddag ramt af en betonklods på byggepladsen, da han var i gang med opsætte tribuner på det kommende stadion.

»I den forbindelse løfter man et betonelement, som så falder ned over ham,« fortæller vagtchefen ved Nordsjællands Politi.

De nærmere omstændigheder ved den dødelige arbejdsulykke undersøges nu på ulykkesstedet af Arbejdstilsynet.

Selv om en tilkaldt akutlæge og redningsmandskab forsøgte at redde mandens liv med førstehjælp, stod hans liv ikke til at redde og han måtte erklæres død.

Der er ifølge politiet tale om en 29-årig mand. Den afdødes pårørende er blevet underrettet.

Byggeriet af det nye stadion i Helsingør blev påbegyndt i sommeren 2018 og skal efter planen stå færdig til sommer, hvor blandt andet FC Helsingørs hjemmekampe skal spilles på det nye stadions kunstgræs.

Ved større arrangementer forventes det at få plads til 4.000 tilskuere - primært i form af ståpladser. Prisen er sat til omkring 81 mio kr.

Stadionbyggeriet er allerede undervejs stødt på en del forhindringer.

Blandt andet andet fordi arealet tidligere viste sig at have været gammel søbund, og fordi det som tidligere militært øvelsesterræn viste sig at indeholde en del gamle granater, der skulle håndteres forsvarligt.