Retten i Helsingør har fredag udmålt en straf til en 35-årig mand, der i efteråret som den første blev fundet skyldig i overtrædelse af en ny voldtægtsbestemmelse.

Manden er idømt fængsel i et år og tre måneder for i april 2022 at have haft samleje med en pige et par måneder før hendes 13 års fødselsdag.

Det har længe været forbudt at have seksuelle relationer til børn under 15 år. Og i flere år har det været sidestillet med voldtægt, hvis barnet var under 12 år. Lige meget hvad.

Men 1. marts i fjor trådte en ny voldtægtsbestemmelse i kraft. Den siger, at hvis en voksen over 22 år har samleje med et barn mellem 12 og 14 år, så er det også at regne som voldtægt.

Det er det, uanset om barnet har givet samtykke eller ej. Tankegangen er, at et samtykke fra et barn under 15 givet til en person, som er så mange år ældre, ikke er et gyldigt samtykke. Og et samtykke, som ikke er gyldigt, er ikke et samtykke.

Anklager Anne-Mette Wedell Serup fortæller, at den 35-årige på stedet ankede dommen til Østre Landsret.

Den i dag 35-årige mand fik kontakt til pigen via det sociale medie Snapchat.

Natten til den 29. april - klokken 02.06 for at være helt nøjagtig - blev manden stoppet af politiet i en rutinemæssig trafikkontrol. Ved siden af ham på passagersædet sad den 12-årige pige.

Hun var meldt savnet, og både hun og manden kom med en tur på politistationen. Her fortalte pigen om sin relation til manden, der efterfølgende blev anholdt og sigtet.

Sagen kom forholdsvist hurtigt for retten og allerede i august kunne Retten i Helsingør tage stilling til skyldsspørgsmålet.

Men en mentalundersøgelse, som var nødvendig for at kunne tage stilling til, om manden kunne straffes eller eventuelt skulle idømmes en foranstaltning, lå ikke klar, og derfor blev sagen udsat.

Siden er manden blevet mentalundersøgt, og konklusionen på det hele fra anklagemyndighedens side var altså påstand om almindelig fængselsstraf, hvilket retten efterkom.

/ritzau/