35-årig mand er ved Retten i Svendborg kendt skyldig i tre voldtægter. Anklager krævede forvaring.

En 35-årig mand er onsdag kendt skyldig i tre voldtægter af to kvinder.

Han idømmes fem år og seks måneders fængsel. Det har Retten i Svendborg afgjort, fremgår det af en meddelelse fra retten.

Den 35-årige er i sagen også dømt for et andet seksuelt forhold til en tredje kvinde. Hun befandt sig ifølge dommen i en tilstand, hvor hun ikke kunne modsætte sig handlingen.

Ifølge dommen kendte manden og kvinderne hinanden i forvejen. Han havde mødt dem på sociale medier.

Kvinderne begyndte dog efter noget tid at føle ubehag eller frygt for manden på grund af hans opførsel.

- Domfældelserne i de seksuelle forhold og forholdene vedrørende ulovlig tvang og vold er helt overvejende baseret på forklaringerne fra de forurettede, lyder det i meddelelsen.

Manden er desuden kendt skyldig i en række blufærdighedskrænkelser over for nogle af kvinderne.

Derudover er han fundet delvist skyldig i et forhold om ulovlig tvang, og han er også dømt for vold mod sin daværende kæreste.

Ifølge en mentalerklæring fra Retslægerådet er manden ikke sindssyg, men lider derimod af en svær personlighedsforstyrrelse.

Derfor er der ifølge rådet stor risiko for, at han ikke vil stoppe med lignende kriminalitet. Anbefalingen lød derfor, at han skulle idømmes forvaring.

Men kravet om forvaring har Retten i Svendborg afvist, og han får i stedet almindelig fængselsstraf.

Den 35-årige var ifølge det 13 sider lange anklageskrift tiltalt for 31 forhold, hvoraf de fem handlede om voldtægt. Han er frifundet i to af forholdene om voldtægt.

Anklager Stephanie Reby er dog tilfreds med dommen.

- Tiltalte er straffet med fængsel i fem år og seks måneder, selv om der skete frifindelse i blandt andet forhold om voldtægt.

- Med det udgangspunkt, at der ikke er sket domfældelse efter tiltalen, er jeg tilfreds med, at retten har sendt et klart signal om, at voldtægt og andre seksuelle krænkelser straffes hårdt, udtaler hun i en pressemeddelelse.

Manden har valgt at anke dommen til frifindelse.

/ritzau/