En 33-årig mand er dømt i forbindelse med drabene på Louisa og Maren, som blev slået ihjel i Marokko.

Der er tale om en schweizisk mand, som har fået 10 års fængsel i Marokko. Han er blandt andet fundet skyldig i at være medlem af en terrororganisation.

Det skriver mediet RTS.

Den schweiziske mand med navnet Nicolas er i alt fundet skyldig i tre forhold i sagen.

Det første er at være medlem af en terrororganisation, det andet er at have forsvaret terror og det tredje er, at han ikke har sagt fra i forhold til en kriminel handling, skriver mediet.

Den 33-årige mand blev anholdt i januar måned. Endnu er det uklart, hvilken rolle han præcis havde i forbindelse med drabene på den danske Louisa Vestergaard Jespersen (24 år) og norske Maren Ueland (28 år).

Manden er ikke fundet skyldig i selve drabene, der fandt sted i Marokko kort før jul i 2018.

En anden schweizer - en mand på 25 år - er også blevet anholdt i sagen. Han skal have oplært den terrorcelle, som politiet mener står bag drabene, i at bruge våben.

Den 33-årige Nicolas har hele tiden nægtet sig skyldig i sagen, hvor han mistænkes for at have været en af hjernerne bag.

Hans påstand har hele tiden været, at han ikke kendte de terrorister, som stod bag drabet på de to kvinder, der var turister i det afrikanske land.

Den 33-årige mands advokat oplyser desuden, at dommen vil blive anket.

»Det er uforståeligt,« siger advokaten Khalil Drissi til RTS.

Grafik: Tom Byermoen, VG; Kilder: Medias24.com, Google Earth, Mapbox
Grafik: Tom Byermoen, VG; Kilder: Medias24.com, Google Earth, Mapbox
Vis mere

Flere gange har den 33-årige forklaret, at han ikke samarbejdede med terroristerne.

I stedet har han forklaret, at han samarbejdede med den schweiziske sikkerhedstjeneste SRC.

Maren Ueland og Louisa Vestergaard Jespersen camperede i Atlasbjergene i nærheden af byen Imlil, da de blev dræbt.

De blev fundet mandag 17. december.