Retten i Odense idømte mandag eftermiddag en 31-årig mand halvandet års fængsel for i flere tilfælde at have udsat en blot fireårig pige fra Odense for grov vold og voldtægt.

Han var på gerningstidspunktet kæreste med pigens mor.

Moderen blev dømt for medvirken til vold, fordi hun efter rettens opfattelse kendte til volden uden at gribe ind.

Hendes straf lød på 40 dages betinget fængsel og samfundstjeneste. Det skriver Fyens.dk.

Den 31-årige, der ligesom den 28-årige mor har pakistansk baggrund, skal desuden betale en tortgodtgørelse på 40.000 kroner til pigen.

Båden volden og voldtægterne – i form af anden seksuelt omgang end samleje – fandt sted på et tidspunkt fra foråret til starten af juni sidste år. Den 31-årige nægtede sig skyldig.

Moderen nægtede sig også skyldig i at have været vidende om volden.

Senioranklager Jacob Thaarup kaldte i sin procedure den nu femårige piges forklaring for troværdig, detaljeret og overbevisende.

»Hvor skulle en fireårig kende til oralsex fra, hvis hun ikke selv havde oplevet det? Det ville være unaturligt, at en fireårig talte sådan, hvis ikke det byggede på hendes egne oplevelser,« sagde han.

Anklageren påpegede også, at pigens forklaring om, at hun blev sparket og slået og hevet i, blev understøttet af lægejournalerne.

Både den 31-årige mand og den 28-årige kvinde besluttede at anke dommen.

Den i dag femårige pige og hendes storesøster er nu anbragt hos plejefamilier.