To årvågne vidner så og hørte meget sent mandag et muligt indbrud i Sankt Nicolai Kirke i Vejle og alarmerede politiet fem minutter før midnat.

En patrulje fra Sydøstjyllands Politi tog til stedet, hvor de to vidner ventede.

Selv om der blev søgt med hunde, blev gerningsmanden ikke fundet med det samme. Men vidnernes beskrivelse af gerningsmanden viste sig at give pote, for en time efter anmeldelsen fik en patrulje øje på en mand, der passede med signalementet.

Manden, der er 29 år og bosat i Hedensted Kommune, viste sig at være i besiddelse af flere genstande, der ifølge politiet stammer fra kirken.

- Derfor skal der lyde en stor tak til de to borgere, som bidrog til, at vi allerede inden for en time efter anmeldelsen kunne foretage en anholdelse, siger politikommissær Nick Vosgerau fra Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politikommissæren understreger, at signalementet var udslagsgivende i forhold til at kunne anholde en gerningsmand i sagen.

Manden blev sigtet for tyveri af et mindre kontantbeløb, en sodavand, syv sakse og et jernkors. I hvert fald saksene og jernkorset havde han i sin taske, da politiet anholdt ham.

Den 29-årige mand blev også sigtet for at stå bag andre indbrud begået i Tørring og i Horsens, men politiet oplyser ikke mere om, hvor der blev brudt ind, eller hvad der blev stjålet.

Tirsdag har manden været fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Kolding, hvor han har erkendt og er blevet idømt en straksdom på fem måneders ubetinget fængsel. Det oplyser anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi på meddelelsestjenesten Anklager Update.

Manden er dømt for tyveri fra kirken, to indbrudstyverier og forsøg på samme samt for hæleri af en knallert.

- Han forklarede, at han var i kirken, da den var ved at lukke, og så tog han noget med sig ud, siger anklager Kasper Sørensen fra Sydøstjyllands Politi til Ritzau.

De to indbrudstyverier var i en form for børnehave og i en kontorbygning, mens forsøget på indbrudstyveri var i et redskabsskur.

Den 29-årige mand har modtaget dommen. Retten afgjorde, at manden skulle varetægtsfængsles efter domsafsigelsen, og det har han kæret til landsretten.

Dommeren lagde i dommen og i fængslingskendelsen vægt på, at manden tidligere er dømt for ligeartet kriminalitet, og der er derfor en risiko for, at han på fri fod vil begå lignende kriminalitet igen, vurderede dommeren.

RITZAU