Flere kvinder i Nykøbing Sjælland blev omkring nytår udsat for chokerende oplevelser, da en ukendt mand belurede og befølte dem.

Fredag er en 33-årig mand fundet skyldig i blufærdighedskrænkelser og husfredskrænkelser ved Retten i Holbæk.

Straffen lyder på 10 måneders fængsel.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Manden har været tiltalt for at have krænket i alt otte kvinder. 

Fem af dem forsøgte han at belure gennem deres vinduer, en kvinde gik han ind og belurede om natten, og to kvinder blev befølt, da han fik adgang til deres soveværelser. 

Manden forsvandt typisk fra stedet, når kvinderne vågnede.

I den ene sag truede han kvinden via Messenger til at trække sin anmeldelse tilbage.

Han er dømt for at belure seks af kvinderne.

»Der er tale om en opsigtsvækkende sag, der forståeligt nok har skabt meget utryghed i et lille bysamfund. Derfor har manden også siddet varetægtsfængslet frem til domsafsigelsen, og han har nu valgt at modtage dommen,« siger anklagerfuldmægtig Nicolai Skoumann Jørgensen fra anklagemyndigheden for Midt- og Vestsjælland.