En mandlig bilist har mandag aften mistet livet i en soloulykke i Hedensted.

Det oplyser vagtchef Jacob Andersen fra Sydøstjyllands politi til B.T. tidligt tirsdag morgen.

»Vi fik en anmeldelse klokken 20.57 om en bilist, der var kørt ind mod et træ,« forklarer han.

Både politi, ambulance, læge og brandvæsen rykkede ud til stedet.

Kort efter ankomst kunne man dog erklære den mandlige bilist for afgået ved døden.

»De pårørende er underrettet,« oplyser vagtchefen.

En bilinspektør er blevet tilkaldt til stedet for at undersøge omstændighederne for ulykken nærmere.