En 48-årig mand fik hjertestop, da han onsdag kom i klemme mellem en el-palleløfter og en reol. Han blev i første omgang genoplivet, men er nu afgået ved døden.

En tragisk arbejdsulykke i den forgangne uge er endt med at koste en 48-årig mand livet.

Det bekræfter vagtchef Torben Wittendorff fra Københavns Vestegns Politi til TV 2 Lorry.

Ulykken skete onsdag aften i Priorparken i Brøndby, da den 48-årige blev fastklemt mellem en elektrisk palleløfter og en stor, kraftig industrireol.

Manden fik hjertestop, men blev efterfølgende genoplivet og kørt til på traumecenteret. Her har det senere vist sig, at mandens liv ikke kunne reddes.

»Han afgik ved døden i går,« siger vagtchef Torben Wittendorff til TV 2 Lorry.

Ifølge TV 2 Lorrys oplysninger var det ved firmaet Scan Global Logistics, at arbejdsulykken fandt sted.

Torben Wittendorff kan ikke oplyse yderligere detaljer om ulykken, end hvad der allerede har været beskrevet i medierne.