Det kan have været et iscenesat forløb, da en 19-årig mandlig brite lørdag nat først blev lokket med på kombineret stripklub og bordel af to prostituerede, som lovede ham en lapdance, hvis han gik med dem.

Men i stedet for at være særlig kunde for de to kvinder blev han voldtaget af to mænd ved bagindgangen til ejendommen.

Overgrebet skete i den berygtede party-by Magaluf på Mallorca, hvor særligt britiske teenagere har en forkærlighed for at gå sommeragurk og feste og drikke igennem døgn efter døgn, når de holder ferie.

Den 19-årige mand var sammen med et hold venner taget til Magaluf, der er spækket med stripbarer, natklubber og diskoteker, og hvor alkoholen flyder i stride strømme, men lørdag nat blev han væk fra det selskab, han var i byen med.

Det var her i party-byen Magaluf på Mallorca, den 19-årige brite blev voldtaget af to gerningsmænd. 
Det var her i party-byen Magaluf på Mallorca, den 19-årige brite blev voldtaget af to gerningsmænd.  Foto: ENRIQUE CALVO
Vis mere

Mens han ledte forgæves efter sine venner, stødte han ifølge Daily Mail på de to prostituerede, som tilbød ham en lapdance.

Han fulgte velvilligt med, men ganske kort tid efter han var kommet ind, konstaterede udsmiderne på stedet, at han ikke havde penge på sig, og han blev fulgt direkte til udgangen på bagsiden af bygningen.

Her ventede to voksne mænd, som forgreb sig seksuelt på den 19-årige.

Ifølge det lokale medie Ultima Hora skete voldtægten klokken 5.30.

Teenageren blev efterfølgende undersøgt på Son Espases Hospital i Palma, Mallorcas største by.

Undersøgelsen dokumenterer, at han har været udsat for seksuelt overgreb.

Spansk politi efterforsker nu sagen.

Gerningsmændene er endnu ikke fundet.