I en sag om en flere timer lang frihedsberøvelse af en 32-årig mand i og omkring Roskilde har en dommer fredag varetægtsfængslet tre mistænkte.

De tre fængslede er henholdsvis 45, 21 og 22 år, oplyser politiet.

Sigtelsen drejer sig om frihedsberøvelse og ulovlig tvang.

Under forløbet blev offeret angiveligt udsat for vold og truet med en pistol, lyder det fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Det er politiets opfattelse, at sagen bunder i et gældsforhold, og at frihedsberøvelsen havde til formål at få den 32-årige til at betale et større beløb.

Sagen begyndte torsdag aften, da politiet fik kendskab til, at en 32-årig mand var blevet frihedsberøvet i Himmelev ved Roskilde.

Han blev efter sigende kørt rundt i området i bil af flere personer. Først ved midnat slap han fri. Og derefter skred politiet til anholdelse.

Umiddelbart har politiet ikke frigivet oplysninger om, hvordan de tre forholder sig til sigtelsen.

Den ene accepterede varetægtsfængslingen, en anden tog forbehold for at kære afgørelsen til landsretten, mens den tredje på stedet kærede.

RITZAU