Politibetjente stoppede lørdag aften en 43-årig mand med en mistænkelig adfærd.

Manden blev spottet, efter at han kom kørende på cykel tæt ved politistationen i Silkeborg.

- Betjentene vurderede ham til at være påvirket af stoffer, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Simon Stage.

Han blev stoppet på vejen Lillehøjvej omkring klokken 21.

- Man går i lommerne på ham og finder en mindre mængde hash og amfetamin, fortæller vagtchefen.

Og det fik politiet på sporet af, at der kunne være mere at komme efter.

Fundet i mandens lommer fik betjentene til at ransage hans hjem, hvor de fandt 1,6 kilo amfetamin.

Det har søndag udløst en straksdom til manden, der hedder Thomas Hansen, på tre års fængsel for besiddelse af narkotika.

Ifølge TV Midtvest, der har talt med anklageren i sagen, erkendte han det hele, og er nu i politiets varetægt, indtil at han kan afsone sin dom.

/ritzau/