En 54-årig mand, som blev meldt savnet efter en bådtur den 23. juli, er lørdag eftermiddag fundet død.

Det oplyser vagthavende fra Syd- og Sønderjyllands Politi Nikolaj Hølmkjær.

Manden blev fundet af tre fiskere 200 meter fra kysten ved Vilstrup Strand i Haderslev.

- Han var ude med sin båd, hvor man dagen efter havde en massiv eftersøgning i gang. Vi har nu fået bekræftet, at det er denne 54-årige mand, der er blevet fundet omkring 200 meter fra kysten, siger Nikolaj Hølmkjær.

Politiet ved endnu ikke, hvad der er gået forud for dødsfaldet. Men man har fundet noget tøj fra manden, som var ude at fiske fra sin båd i det sydlige Lillebælt.

- Vi er ved at undersøge sagen. Men man har fundet noget påklædning fra ham, og han har formodentlig været ude at stampe orm, som det hedder. Og i den forbindelse er båden nok drevet fra ham, og det ser ud til, at han har forsøgt at svømme i land, siger Hølmkjær.

De pårørende er underrettet.

Der skal nu finde ligsyn sted. Der er i forbindelse med fundet af afdøde intet, der tyder på, at der foreligger en forbrydelse.

/ritzau/