En 25-årig mand blev i oktober fundet livløs på en sti i Hvidovre. To mænd er anholdt og sigtes for drab.

Efter flere måneder er der nu kommet skred i sagen om drabet på en 25-årig mand, der 31. oktober sidste år blev fundet livløs på en sti i Hvidovre og efterfølgende døde.

For politiet har anholdt to mænd på 18 og 23 år, som det har sigtet for drabet. Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Anholdelserne er sket tirsdag morgen.

Politiet har som led i efterforskningen af sagen blandt andet offentliggjort et foto af en bil svarende til den, som den afdøde kørte i i timerne op til drabet.

- Vi har efterforsket sagen i en længere periode, og på den baggrund er de to mænd her til morgen blevet anholdt. Efterforskningen af sagen er imidlertid ikke tilendebragt, og vi kan ikke udelukke, at der vil ske yderligere anholdelser, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose i politiets meddelelse.

Politiet ønsker ikke at give yderligere oplysninger for nuværende på grund af den fortsatte efterforskning.

- Dog kan vi sige, at vi vurderer, at indtil flere personer har en viden om, hvordan denne alvorlige forbrydelse er begået. Og den viden bør man komme til os med, lyder det fra Peter Malmose.

Den ene af de to mænd blev anholdt i arresten, hvor han i forvejen sad varetægtsfængslet i en våbensag.

Begge mænd har tirsdag været fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Glostrup, hvor en dommer har valgt at varetægtsfængsle dem i fire uger.

Det oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi tirsdag aften på Twitter.

Mændene nægter sig skyldige, og de har udbedt sig tid, så de kan overveje, hvorvidt de vil kære kendelsen om fængsling til landsretten.

Ifølge Ekstra Bladet, der har været til stede ved grundlovsforhøret, fremgår det af sigtelsen, at de to unge mænd skulle have slået den 25-årige mand i hovedet med en genstand foran et Bandidos-klubhus.

Herefter skulle de have forladt den nu afdøde mand i en hjælpeløs tilstand. Ifølge mediets oplysninger er de drabssigtede en del af en støttegruppe for rockergruppen Bandidos.

/ritzau/

Andre læser også