En udenlandsk mand blev anholdt, efter han uddelte sedler med sin mailadresse til unge piger og tog billeder af dem på stranden i Marielyst.

Nyheden om at den udenlandske feriegæst blev anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse, efter han havde taget billeder af børn og uddelt sedler på stranden torsdag, kom frem fredag. Nu er der kommet lidt flere detaljer frem i sagen.

For på de sedler, som manden delte ud til de unge piger, havde han skrevet sin mailadresse i håb om at få kontakt til dem. Det skriver TV ØST.

»Han gik rundt og gav en seddel til pigerne, om at han gerne ville have kontakt med dem. Der var også en mailadresse på,« fortæller den vagthavende ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til mediet.

Den udenlandske feriegæst, der var fra Tyskland, uddelte sedler til i alt tre piger. Af dem var den yngste blot 11 år.

Det var ifølge TV ØST nogle forældre på stranden, der opdagede, hvad han lavede, efter deres børn kom tilbage til dem og fremviste de sedler, de havde fået.

I Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis døgnrapport fremgik det derfor fredag, at man torsdag klokken 18:35 havde fået en anmeldelse om, at en mand blev tilbageholdt på stranden af andre badegæster.

Klokken 19:30 blev han torsdag anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse. Ifølge politiet har han erkendt, at han havde haft sedler med, og at han havde taget billeder af børn.