Københavns Politi måtte natten til søndag rykke ud til Proud Mary Pub på Vesterbrogade i hovedstaden.
Her lød anmeldelsen på, at der var brudt et slagsmål ud inde på pubben. Og angiveligt skulle en mand have trukket en pistol.
»Vi fik en anmeldelse om en hændelse på Proud Mary, hvor flere personer var involveret i noget uro. De diskuterer. Den ene mand trækker den her pistol og slår en anden mand i hovedet med den. Manden med pistolen smider den og forlader stedet,« siger Dyre Sønnichsen, der er vagtchef ved Københavns Politi.
Politiet fik anmeldelsen fra en mand, der havde set, at den formodede gerningsmand smed pistolen i en blomsterkumme ude på Vesterbrogade og løb fra stedet.
Men anmelderen løb efter og kunne guide politiet i retning af den flygtende formodede gerningsmand.
Kort efter blev den formodede gerningsmand anholdt og sigtet i sagen.
»Den (pistolen, red.) bliver vurderet til ikke at være ægte, og det viser sig, at det er en gaspistol,« siger vagtchefen.
Den formodede gerningsmand er løsladt efter afhøring af politiet.