En 26–årig mand er onsdag eftermiddag blevet anholdt på Bogø i forbindelse med en fangeflugt fra Nykøbing Falster Sygehus.
Fangen, som er en 32–årig mand, afsoner en fængselsstraf, men var onsdag formiddag blevet bragt på sygehuset, hvor han blev befriet af to gerningsmænd.
»Vi har siden anholdelsen af den 26-årige ikke foretaget flere anholdelser, men vi arbejder stadig intensivt på at finde den undslupne fange og hans redningsmænd,« fortæller politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Kim Kiver, onsdag aften til B.T.
Den 26-årige mistænkes for at have været med til befrielsesaktionen og blev anholdt kort efter fangeflugten omkring kl. 11 onsdag formiddag. Han fremstilles i grundlovsforhør torsdag, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Politiet beder folk i specielt den sydlige del af politikredsen om at holde udkig efter bilen, den 32-årige og de folk, der har hjulpet ham.
Politiet arbejder intenst på at finde den flygtede mand, og henset til at der er blevet truet med våben i forbindelse med flugten, vurderer politiet, at han kan være farlig.
Folk skal derfor ikke tage kontakt til ham eller hans hjælpere, hvis de ser dem, men blot kontakte politiet på telefon 114.
To af de mænd, der var med til befrielsesaktionen, beskrives af vidner som A: mørk i huden, ca. 180 cm høj, gråt tørklæde for næse og mund. B: etnisk dansk af udseende, lys i huden, ca. 180 cm høj, blåt tørklæde for munden.
Politiet efterlyser samtidig en bil, som kan være en Mercedes, med registreringsnummer BL 48124.


