»Geværet er ladt - flyt jer!«.

Der udspillede sig dramatiske scener i MB Jagt Fiskeri i Hobro onsdag eftermiddag, da en mand pludselig stjal et jagtgevær.

»Vi får en anmeldelse cirka klokken 17, om at en mand har stjålet et jagtgevær i en butik. Da han skal ud ad døren, står der et par kunder og blokerer, men så sigter han på dem og siger: 'Geværet er ladt - flyt jer',« oplyser Per Jørgensen, der er vagtchef hos Nordjyllands Politi.

Manden går derefter ud på parkeringspladsen, hvor han står og fægter med geværet.

I mellemtiden har politiet fået en patrulje frem, og de retter henvendelse til manden, der er påvirket.

»Vi får indrammet stedet og får talt ham fra hans gerning, så han lægger geværet fra sig. Kort efter kan vi anholde ham,« siger Per Jørgensen.

Efter anholdelsen havde politiet stadig flere hundepatruljer i området, og det var der en helt særlig grund til.

»Vi ledte i de grønne områder efter, om han eventuelt havde kastet noget ammunition fra sig eller lignende,« siger Per Jørgensen.