Politiet har anholdt en mand i forbindelse med fredagens sprængning i Albertslund. Det oplyser Vestegnens Politi på Twitter.

Politiet har ransaget en adresse i Lærkens Kvarter i Albertslund. Det sker efter en sprængning, der rystede Albertslund fredag aften.

I forbindelse med aktionen er Ammunitionsrydningstjenesten tilkaldt og bistår med ekspertise. Derudover er der brandvæsen, ambulance, hundepatruljer og teknikere fra politiet til stede på adressen.

»En 35-årig mand er anholdt ved middagstid – han sættes i forbindelse med sprængningen. Når dagens undersøgelser er afsluttet, tages stilling til evt. begæring om varetægtsfængsling,« skriver Vestegnens Politi på Twitter.

Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

Mange borgere i Albertslund hørte fredag 14. februar et højt brag. Det viste sig, at braget kom fra Kongsholmparken i Albertslund.

»Vi fandt et kæmpe hul i jorden på 1x1 meter,« sagde vagtchefen efterfølgende til B.T.

Fredag aften vidste politiet ikke, hvad der havde forårsaget braget, men politiet undersøgte stedet og tog nogle prøver, som de ventede at få svar på i denne uge. Vestegnens Politi omtaler i et tweet sagen som sprængning af 'endnu ukendt materiale på et grønt område ved Kongholmsbjerget.'

Det er uvist, hvad der har gjort, at politiet kan forbinde den anholdte med sprængningen.