En mand er blevet anholdt for et drab på Louise Borglit tilbage i 2016.

Der er tale om en 28-årig mand, som er mistænkt for at dræbe den gravide kvinde i Elverparken i Herlev 4. november det år.

»Vi har nu tilvejebragt et mistankegrundlag, som gør, at vi har sigtet manden for drab. Det er dog vigtigt at understrege, at efterforskningen hermed ikke er slut,« siger vicepolitiinspektør Peter Malmose hos Vestegens Politi i en pressemeddelelse.

»I den næste tid foretager vi yderligere en række efterforskningsskridt, hvorefter sagen overdrages til anklagemyndigheden, som så tager stilling til, om der skal rejses tiltale i sagen,« uddyber han.

Den mistænkte er allerede fængslet, da han afsoner for en anden sag.

Og af den årsag skete anholdelsen i fængslet, skriver politiet i pressemeddelelsen.

»Anholdelsen er sket efter en lang og vedholdende efterforskningsindsats og det arbejde fortsætter. Samtidig har vi modtaget rigtig mange henvendelser i denne sag fra borgerne, og det vil jeg gerne benytte denne lejlighed til at sige tak for,« siger Peter Malmose.

Sagen om drabet på den gravide Louise Borglit har længe været et mysterium.

Louise Borglit blev dræbt med adskillige knivstik i Elverparken i Herlev.
Louise Borglit blev dræbt med adskillige knivstik i Elverparken i Herlev. Foto: Privatfoto/Facebook
Vis mere

Hun var ude og gå en tur med sin søsters hund den november aften. Men kom aldrig tilbage.

Efterfølgende blev Louise Borglit, der var tydeligt gravid, fundet livløs i Elverparken i Herlev. Hun var blevet stukket adskillige gange med en kniv.

»Dette har været en kompliceret og derfor meget langstrakt efterforskning,« Peter Malmose.

»Vi håber at anholdelsen og sigtelsen kan være det første skridt frem mod en form for afklaring af denne alvorlige drabssag. Selvfølgelig først og fremmest hos Louise Borglits efterladte – men også i lokalsamfundet i Herlev,« siger han.

Den mistænkte 28-årige mand fremstilles i grundlovsforhør fredag formiddag.

Københavns Vestegnes Politi stiller op til kommentarer fra pressen på politigården i Albertslund klokken 09.00 fredag.