Som så mange andre på denne årstid satte en 39-årig mand fra Vestsalling sig ind i en taxa for at komme hjem efter en våd julefrokost.

Men hvad der derefter skete er alt andet end almindeligt - selv i en julefrokost-terminologi.

Et stykke tid efter at manden havde sat sig til rette i taxaen, fik lokalpolitiet i Skive chaufføren i røret.

For julefrokostdeltageren nægtede at betale sin regning, skriver Skive Folkeblad.

Betjentene dukkede op klokken 00.45 natten til fredag og fik den berusede 39-årige på bedre tanker.

Derefter forlod politiet stedet, men det skulle vise sig ikke at være sidste gang, de fik problemer med den berusede julefrokostdeltager.

Efter taxa-optrinnet gik den 39-årige mand ind på en ejendom på Ballingvej i Skive og tissede op ad et drivhus i haven.

Det brød ejendommens beboere sig ikke om, hvilket de påpegede overfor den berusede 39-årige.

Men det tog han mildest talt ilde op.

»Det resulterede i trusler på livet, hvor han sagde noget i stil med »jeg smadrer dig. Jeg tæsker dig til døde,« siger politikommissær fra lokalpolitiet i Skive, Lars Mikkelsen, til Skive Folkeblad.

Ordensmagten blev igen tilkaldt, og denne gang kostede det den 39-årige sigtelser for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og for trusler på livet.

Efter andet optrin tog betjentene ingen chancer. De kørte derfor julefrokost-deltageren hjem il sin bopæl.