En 60-årig mandlig passager ombord på et tysk containerskib ud for Sjællands Odde blev natten til mandag udadreagerende og angreb besætningen, som måtte forskanse sig mod ham.

Da de senere tjekkede til ham, fandt de ham livløs på skibets dæk, hvorefter han senere blev erklæret død af sine skader.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.

Politipersonale blev fløjet ud til skibet, og kaptajnen blev beordret til at sejle ind til Københavns Havn, mens den 60-årige blev hentet med redningshelikopter og fløjet til hospitalsbehandling.

Obduktionen af manden viste, at manden var død af et fald, mens hans voldsomme adfærd var relateret til hans sygdomsbillede.

Mandagen igennem arbejdede politiet med afhøring af besætningen for at udelukke, at der var sket en kriminel handling.

Manden var tysk statsborger, og de pårørende er underrettet.