En 44-årig mand forulykkede tirsdag morgen i en Mercedes i en voldsom soloulykke ved Hobro.

- Af ukendte årsager skrider han ud i bilen, ryger ned i grøften og kører direkte ind i et træ. Der er selvfølgelig omfattende skader på bilen, og han klager over smerter i nakken og i ryggen, og han er det, vi kalder 'teknisk fastklemt', fortæller Karsten Højrup Kristensen, som er vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Det vil sige, at føreren på grund af risikoen for skader i nakken og på ryggen ikke kan tages ud af bilen gennem dørene. Derfor var det, som det kan ses på billedet, nødvendigt for politi og reddere at klippe taget af bilen, da de skulle have den tilskadekomne ud.

Alvorligt tilskadekommen

Omkring klokken halv otte i morges fik politiet meldingen om ulykken, som skete på Hannerupskovvej ved den lille by Hørby ikke langt fra Hobro.

Manden er 44 år og fra lokalområdet i Hobro. Han var alene i bilen, da den forulykkede, og derfor kan politiet ikke sige noget om, hvad årsagen til ulykken var men oplyser, at føreren ikke var påvirket af spiritus.

- Han er alvorligt tilskadekommen. Det er ukendt, hvorfor det gik galt. Vi har ikke talt med ham endnu, så vi kan ikke komme med detaljer i forhold til, hvad der skete, fortæller Karsten Højrup Kristensen og oplyser, at manden er kørt på Aalborg Sygehus til behandling.