En 57-årig mand har mandag aften mistet livet efter en personpåkørsel i Thisted.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til B.T.

Der er tale om en mand fra Aalborg.

Redningsfolkene på stedet udøvede livreddende førstehjælp, men den 57-åriges liv stod ikke til at redde. De pårørende er underrettet.

Påkørslen er sket ved Thisted Station, hvor al togdrift samtidig er blevet indstillet.

»De nærmere omstændigheder er uklare, og det skal vi have fundet ud af.«

»Vi kommer til at være til stede nogle timer endnu,« siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Andreas Andersen til B.T.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 19.42.