En mand mistede tirsdag formiddag herredømmet over sin bil, da han kom kørende på Sydmotorvejen.

Han er siden afgået ved døden, oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi til B.T.

Der er tale om en mand i 50'erne, og de pårørende er underrettet.

Ulykken skete ved afkørsel 37 i Rønnede i sydgående retning.

De nærmere omstændigheder for soloulykken er dog uklare.

Og derfor vil politiet gerne høre fra eventuelle vidner, der skulle have set noget.

Det præcise uheldstidspunkt er uklart, men politiet oplyste i kølvandet på ulykken, at man afspærrede afkørslen, mens man arbejdede på stedet.

Kort før klokken 12 oplyser politikredsen så på det sociale medie X, at der er blevet åbnet igen.

Har du set noget, hører politiet gerne fra dig via telefon 114.