Malene Bentzen blev udsat for identitetstyveri og fik sin konto lænset for tusindvis af kroner, mens hun var på ferie. Nu overvejer hun at sige farvel til sit gamle og elskede cpr-nummer og få et nyt, som svindlerne ikke kender til.

»Jeg føler mig dybt forfulgt, og totalt magtesløs.«

Sådan siger 34-årige Malene Bentzen om den desperate situation, hun er havnet i. Hendes netbank-konto er blevet lukket. Hun har ikke længere adgang til e-boks. Og nu overvejer hun også at få et nyt cpr-nummer.

»Jeg er fuldstændig meldt ud af det danske samfund. Det er dybt ubehageligt,« siger den 34-årige kvinde, der til daglig arbejder som projektleder i Berlingske Media.

Malene Bentzen føler sig magtesløs og frusteret over at være frarøvet sin identitet. Foto: Niels Meilvang
Malene Bentzen føler sig magtesløs og frusteret over at være frarøvet sin identitet. Foto: Niels Meilvang Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Mareridtet begyndte en lørdag morgen i juni, da hun pludselig fik en sms fra sin bank om, at de havde spærret hendes kort.

Malene Bentzen loggede straks på sin netbank, hvor hun kunne se, at der fjorten dage forinden var overført en række småbeløb til en ukendt paypal-konto ved navn ’PAYPAL Kukuku’. De fleste beløb var dog ført tilbage igen, så hun tænkte ikke videre over det.

Men da hun mandag fik ringet til banken, modtog hun en skræmmende besked: Nets havde lukket hendes kort grundet mistanke om svindel.

Samme dag så hun, at der blev trukket 2.010 kr. fra gavekortet.dk for noget, hun aldrig havde købt. Malene Bentzen fik øjeblikkeligt spærret alle sine kort, hvilket var yderst ubelejligt, eftersom hun dagen efter skulle rejse til Rhodos med sin jyske familie.

Pludselig gik det stærkt

Om morgenen - inden afrejsen fra Billund Lufthavn - tjekkede hun sin netbank igen.

»Jeg fik et kæmpechok. Pludselig stod der minus 16.000 kr.,« siger Malene, som i løbet af få timer oplevede, hvordan ondt blev til værre.

Om aftenen - velankommet til Rhodos - så hun, hvordan det blodrøde minus var vokset til 28.000 kr. Penge, som blandt andet var brugt på online-casino og take-away fra Just Eat.

Banken forsøgte at berolige hende og fortalte, at beløbet ville blive dækket. Men roen blev kortvarig. Kort før hjemrejsen tog sagen en ny og dramatisk drejning.

Kort aktiveret og stjålet

Banken ringede og fortalte, at det nye dankort – som var blevet bestilt, før hun rejste – allerede var blevet aktiveret. Malene forstod ingenting? Hvordan kunne det lade sig gøre, når hun stadig var på Rhodos og aldrig havde haft det nye kort i hånden?

Banken spærrede kortet på ny, og sagen begyndte nu for alvor at skræmme den unge kvinde, som afbrød sin ferie og tog et tidligere fly til København.

Tilbage i sin lejlighed opdagede Malene, at hendes postkasse var brudt op, og at brevene med kortene var væk. Hvordan det er lykkedes gerningsmanden/-mændene at aktivere kortene er fortsat et mysterium, for det kræver, at de kender Malene Bentzens personlige kode til nem-id, da kortene ifølge banken var aktiveret over netbank.

»Mine kort har ligget i min pung, og koden til mit nem-id har ligget oppe i min hjerne. Hvordan helvede det her er gået til, aner jeg simpelthen ikke,« siger hun.

Har du overvejet, om det kan være nogen, du kender?

»Det har jeg tænkt på, men jeg har ingen anelse om, hvem det skulle være? Jeg har ganske få personer, jeg stoler på, og de kender ikke koden til min nem-id. Det er kun mig, der gør det.«

På opfordring fra politiet har Malene Bentzen nu lukket alle sine bankkonti. Hendes nem-id er også lukket, og hun overvejer at tage yderligere skridt for at sikre sig mod svindlen:

»Jeg har overvejet at få nyt cpr-nummer, men jeg synes, det er meget grænseoverskridende. Selvom det kun er fire små tal, så er det mine fire små tal,« siger Malene og fortæller, hvordan sagen har givet hende ar på sjælen.

»Jeg har fået angst af det her. Jeg er glad for, at min kæreste bor hjemme hos mig, for ellers havde jeg ikke turde være hjemme. Det er så ubehageligt.«

Politiets to scenarier

Københavns Politi bekræfter over for BT, at de har fået en anmeldelse om identitetstyveri. Sagen efterforskes nu af afdelingen for økonomisk kriminalitet.

»Nogen har på en eller anden måde fået adgang til hendes personlige oplysninger. Hvordan gerningsmændene er kommet i besiddelse af oplysningerne er forskellige, men en mulighed kunne være, at personen er kommet til at klikke på en såkaldt 'phishing mail' og dermed ubevidst afgivet personlige oplysninger og adgang til nem-id og personlige koder. Om det er tilfældet her, vides ikke? Det kan også være en person, man har tillid til, der har luret koden,” siger vicepolitiinspektør Trine Møller fra afdelingen for økonomisk kriminalitet

Hvor almindeligt er det, at identititetstyve også bryder ind i postkassen?

»Jeg har ført hørt om, at når man får bestilt et nyt kort, så ved gerningsmanden det og stjæler kortet. Hvis de har skaffet sig adgang til en computer eller telefon, så ved de alt, hvad der foregår.«

Svært at hacke en iPhone 7

Malene Bentzen er selv overbevist om, at nogen har skaffet sig adgang til hendes iPhone 7 og den vej igennem fået adgang til hendes netbank.

Den forklaring er ikke umulig, men ifølge Søren Debois, lektor på IT Universitetet og forsker i it-sikkerhed, noget usandsynlig:

»En iPhone 7 er ikke nem at kompromittere, og det virker ikke som sandsynligt på mig, at nogen skal have taget styringen over den og den vej igennem gået ind i netbanken. Dog er det ikke umuligt, men det er kompliceret, dyrt og tidskrævende. Og derfor tror jeg ikke på det.«