Dronning Margrethe får ekstra brug for at smile udholdende, når hun på fredag klokken 12.30 ankommer til byen Ilulissat på den grønlandske vestkyst.

En makaber mordgåde kaster nemlig i disse dage en dyster skygge over den lille by med under 5.000 indbyggere. Samtidig er der kommet ekstra politi til byen.

På affaldsforbrændingen i byen er der på det seneste fundet to ligdele af en mand, som politiet ikke er i tvivl om er blevet myrdet.

Men endnu er den dræbte ikke identificeret – og gerningsmanden ikke anholdt.

Det har skabt en så utryg stemning i byen, at der mandag aften blev arrangeret en fælles ceremoni fra byens rådhus, hvor 150 indbyggere samledes og tændte lys for at berolige hinanden.

Og til lokale medier som KNR giver flere borgere udtryk for, at de for tiden ikke tør gå ud efter mørkets frembrud i Ilulissat, der er Grønlands tredjestørste by.

»Vi fortsætter ufortrødent med at gennemgå meget affald på affaldsforbrændingen. Vi mangler stadig at komme igennem en del, og det vil nok have en tidshorisont weekenden over, hvor vi skal se, om der kan gøres flere fund,« lyder det onsdag middag fra Jan Lambertsen, chef for politiets efterforskningsafdeling hos Grønlands Politi.

Politiet blev første gang kaldt til forbrændingsanlægget i Ilulissat, da en medarbejder fandt den første ligdel. Og tirsdag blev der fundet yderligere en ligdel.

Politiet har foreløbig ikke ønsket at oplyse, hvilke dele fra en menneskekrop der er tale om. Men angiveligt tyder det på, at ligdele stammer fra en mand.

»I dag onsdag kommer der en kriminaltekniker og en obducent op fra Danmark, der skal se på ligdelene. Der skal laves en del undersøgelser, som blandt andet skal fortælle os noget om tidshorisonten og den slags ting,« tilføjer Jan Lambertsen.

»Vi arbejder benhårdt på at få en identificering af den afdøde, hvis alder vi endnu ikke kan sige noget om. Det er blandt andet det, som en obducent forhåbentlig kan bidrage med,« fortsætter han.

Politifolkene føler sig overbevist om, at den afdøde mand ikke har mistet livet som følge af en ulykke. Tværtimod behandles sagen som en drabsefterforskning. Dødsårsagen er endnu ikke fastlagt.

Ilulissat er Grønlands tredjestørste by med knap 5.000 indbyggere.
Ilulissat er Grønlands tredjestørste by med knap 5.000 indbyggere. Foto: HANNIBAL HANSCHKE
Vis mere

Samtidig er op mod 50 brandfolk – nogle af dem tilkaldt fra nærliggende byer – gået i gang med den udelikate opgave minutiøst at gennemgå de ildelugtende affaldsdynger på forbrændingsanlægget. Noget af skraldet er en uge gammelt.

»De er helt nede i adskille papirstykker, og arbejdet foregår af sikkerhedsgrunde både med åndedrætsværn og heldragter,« oplyser efterforskningsleder Jan Lambertsen til B.T.

Han forstår godt, at det kan lyde underligt, at man i en så lille by som Ilulissat ikke hurtigt vil opdage, hvis der mangler en person. Men samtidig peger han på en mulig årsag:

»Lige nu er det for alvor jagtsæson heroppe i øjeblikket. Mange folk er ude at sejle i forskellige retninger, og der kan man nemt være væk i flere dage, uden at man er i kontakt med familie eller andre i en længere periode. Det kan være over kæmpe afstande, hvor der er flere dages sejlads frem og tilbage, så man ikke lige kan redegøre for, hvor folk er,« påpeger Jan Lambertsen.

Ved optoget gennem Ilulissat mandag aften havde kommunens afdeling for forebyggelse taget initiativ til at mindske den aktuelle utryghed i byen.

»Præsten Ludvig Fleischer holdt tale om livet. Og så samledes vi i en rundkreds, der ligner et hjerte, og vi sang en salme og tændte lys,« fortæller initiativtageren Helene Storch Geisler til Grønlands radio- og tv-station KNR.

»Folk siger, at de er utrygge. Nogen siger, at de er så utrygge, og at de ikke kan falde i søvn. Derfor stablede vi dette arrangement på benene,« tilføjer hun.

Ilulissat bliver fredag første by på Dronningens tur til Grønland, hvor hun efter planen også skal besøge Nuuk i løbet af turens tre dage.

Turen til Grønland var egentlig planlagt til at foregå i sommer, men måtte i sidste øjeblik aflyses på grund af corona.

Under besøget i Ilulissat skal regenten blandt andet besøge byens stolthed og nye turistmagnet Isfjordcentret. Her skal hun også til kaffemik og bagefter ud at sejle på isfjorden.