Natten til torsdag var Maj-Britt Røhmer Olsen ved at miste sin 17-årige søn Marco - nu advarer hun andre forældre.

»Hvis han ikke overlever det her, så skal jeg have gjort alt, hvad jeg kan.«

Tanken går igennem Maj-Britt Røhmer Olsens hoved, da hun kort efter midnat torsdag er i færd med at genoplive sin 17-årige søn Marco, hvis hjerte netop er gået i stå. Hun slår ham hårdt ned i brystet for at få en reaktion, og kort tid efter kommer han til live - for en stund.

»Ingen kan sætte sig ind i, hvordan det er at se ens børn pludselig stoppe med at trække vejret. Det er ubeskriveligt,« fortæller hun.

Marco er en af de to drenge, som natten til torsdag måtte indlægges på Slagelse Sygehus, efter de ifølge Sydsjællands Politi var blevet forgiftet af et ukendt stof under en bytur i Næstved.

Det havde nær kostet ham livet, og nu har Maj-Britt Røhmer Olsen et budskab til andre teenageforældre.

»Man skal være opmærksom på sine børn, og man skal måske ikke altid lade dem gå ind og sove, når de kommer hjem fra en bytur,« fortæller hun.

Havde hun gjort det, var det ikke sikkert, at Marco havde været i live i dag.

Forgiftet drink

Få timer forinden var Marco taget afsted hjemmefra med seks kammerater. Sammen skulle de ud og more sig på de lokale diskoteker, der onsdag aften holdt såkaldte 16+-fester i anledningen af juledagene.

»På et tidspunkt er Marco ikke opmærksom på sin drink, da han hilser på nogle kammerater, og da han vender sig om og tager en tår, kan han kort tid efter mærke, at den er gal. Han føler, at hjernen er ved at ryge ud på ham,« siger hun og understreger, at Marco på ingen måde er en dreng, der opsøger euforiserende stoffer.

Umiddelbart efter, omkring midnat, modtager Maj-Britt Røhmer Olsen et opkald fra en af Marcos kammerater, der fortæller, at hendes søn er dårlig.

»Vi henter ham med det samme, og jeg kan hurtig se, at han ikke bare er fuld. Da vi kommer hjem, bliver han geleagtig i benene. Vi bærer ham ind, og så stopper han pludselig med at trække vejret, og så begynder jeg at give ham hjertemassage, men han bliver ved med at falde væk,« fortæller Maj-Britt Røhmer Olsen, der er uddannet sygeplejerske.

Klokken 00.28 ringer Maj-Britt Røhmer Olsen hjertestop via alarmcentralen og kort tid efter, bliver Marco hentet i en ambulance og bragt til sygehuset. Her bliver Marco igen bevidstløs, men begynder langsomt at få det bedre.

Samtidig bliver endnu en teenager indlagt med samme symptomer som Marco. En 16-årige dreng, der ifølge Sydsjællands Politi muligvis kan være blevet forgiftet med samme stof, men som nu er uden for livsfare - ligesom Marco.

»Men der går nogle timer, før Marco kan tale igen. Og nu er han selvfølgelig meget chokeret over det her, og jeg synes ikke, at det længere er trygt at sende sine børn i byen, men jeg ved ikke, hvad man skal gøre ved det,« siger Maj-Britt Røhmer Olsen, der samtidig understreger, at hun er glad for, at Marcos venner reagerede så hurtigt.

Sagen har fået Sydsjællands Politi til at advare på det kraftigste mod de stoffer, der kan være i omløb i nattelivet.