»Savnet til min søn vil altid være der. Jeg savner ham uendelig meget,« siger Britta Buhl med bævrende stemme.
Den dengang 35-årige politimand Magnus Buhl Hansen mistede livet i en trafikulykke i 2019, og mandag faldt der dom over manden, der var ansvarlig.
To år og seks måneder samt frakendelse af førerretten i ti år lød dommen over 33-årige Mohamed Samaleh, der i flere år har opholdt sig i udlandet og har været efterlyst for påkørslen.
»Det var mere, end vi havde ventet efter den gamle lov. I sig selv var det fint,« siger betjentens mor, Britta Buhl, der selv overværede det afsluttende kapitel af retssagen.
Selvom Samaleh har siddet varetægtsfængslet i halvdelen af tiden, så var det ikke tid til at slippe ud for manden bag dødsulykken.
»Det havde jeg det rigtig godt med. Det havde været træls at møde ham lige uden for retsbygningen bagefter.«
»Det var tankevækkende at høre om alle de forseelser, han havde lavet. Det mest sørgelige var, at efter han blev løsladt efter varetægtsfængsling, da han havde slået Magnus ihjel, så lavede han endnu en forseelse med spiritus og fart.«
Dommen blev accepteret denne mandag, så der er sat et retsligt punktum.
»Hele min krop har været stresset over alt det, der skulle ske. Hvis du kan forestille dig en ballon, der er pustet helt op, så var det lige som om, alt luft gik ud, da dommen blev afsagt,« siger Britta Buhl.
»Det er en hel lettelse. Vi må leve med det savn, vi har, og tænke på de gode ting.«
Det betyder dog ikke, at Magnus Buhl Hansen er glemt. Tværtimod.
»Vi prøver sådan at tage ham med ind, når vi er samlet, og så taler vi om, hvordan Magnus var, og hvordan han gjorde.«
Britta Buhl var mødt frem i retten med både familie og venner af sønnen.
»Efter det spiste vi en god frokost og skålede for ham i en kold fadøl. Det var dejligt, rigtig dejligt,« siger den bevægede mor i en afsluttende bemærkning.
Manden bag ulykken blev dømt for i alt 23 forhold, hvoraf flere handlede om, at han kørte for stærkt.
Det skete blandt andet få dage efter dødsulykken.
Få måneder senere blev han taget for spirituskørsel med en promille på 1,19.
