Facebook er et gedemarked for køb og salg af tøj og sko, og det betyder også, at politiet oplever et stigende antal anmeldelser fra folk, der er blevet snydt eller bedraget i forbindelse med handler via det sociale medie.

'køb og salg i København', 'Privat køb og salg' og 'salg af tøj og sko'.

En hurtig søgning på Facebook leder dig hurtigt til tusindvis af grupper, hvor man kan købe og sælge alt fra tøj og sko til hunde, heste og motorcykler. Der findes med andre ikke det, du ikke kan købe via det sociale medie.

Og det kan man mærke hos politiet, der efterhånden modtager mange anmeldelser fra borgere, der i forbindelse med et køb eller salg på Facebook har oplevet, at de er blevet snydt.

»Vi får flere anmeldelser, og det er egentlig kommet i forbindelse med, at flere handler foregår via Facebook. Det er muligvis, fordi udbydere som Den Blå Avis har gjort en del for at sikre deres kunder og deres platforme, og det gør det simpelthen sværere at snyde,« fortæller Carsten Høj Hansen, der er leder af økonomisk efterforskning hos Sydsjællands Politi.

Hos Den blå Avis kan købere og sælgere eksempelvis bekræfte deres identitet ved hjælp af NemID, mens man på Facebook uden de store problemer kan oprette en falsk profil, der ikke kræver nogen former for validering.

»Og så er en del af handlen rykket hen til Facebook, fordi det bare er der, hvor folk er,« fortæller Carsten Høj Hansen

Snydt for knap 100.000 kroner

Særligt sko og tøj i den dyre ende har en høj kurs på Facebook, hvor der findes utallige af grupper for særligt unge fyre, der køber og sælger sko og tøj for flere tusinde kroner. Men der spildes som bekendt der, hvor der handles, og det har en gruppe fyre måtte erfare på den kedelige måde.

For ifølge 18-årige Magnus Stendorf fra Slagelse, har en 16-årig dreng gennem en længere periode snydt op mod 30 personer for et beløb, der tilsyneladende nærmer sig 100.000 kroner.

»Jeg havde lagt et par sko til salg, og så kontaktede den her dreng mig og fortalte, at han gerne vil købe mine sko. Han havde dog to par sko, som jeg var meget interesseret i, så vi blev enige om, at bytte hans to par sko for mine plus jeg skulle lægge 4000 kroner oven i,« fortæller han.

Beløbet skulle betales i fire bidder. Den første bid på 1500 kroner skulle overføres, inden de to par sko blev afsendt. Den anden bid på 1000 kroner, når skoene var afsendt, og den tredje bid skulle betales, når Magnus Stendorf havde modtaget de to par sko. To af bidderne blev betalt, inden Magnus Stendorf fornemmede, at der var noget galt.

»Han havde også et trackingnummer, men efter et par dage kunne jeg ikke tracke nummeret mere. Så jeg begyndte at fatte mistanke, fordi jeg synes, det var mærkeligt. Samtidig kunne jeg se, at andre på Facebook også havde forsøgt at handle med den her person, hvor de var blevet snydt.«

Det var disse to par sko, som Magnus Stendorf skulle købe af sælgeren for et par af sine egne sko plus 4000 kroner. Magnus nåede at betale 2500 kroner, inden det gik op for ham, at sælgeren var en svindler.
Det var disse to par sko, som Magnus Stendorf skulle købe af sælgeren for et par af sine egne sko plus 4000 kroner. Magnus nåede at betale 2500 kroner, inden det gik op for ham, at sælgeren var en svindler. Foto: Privatfoto
Vis mere

Efterfølgende har Magnus Stendorf ifølge ham selv været i kontakt med personen adskillige gange, men er hver gang blevet mødt af forskellige undskyldninger for, at skoene ikke er blevet sendt afsted.

Derfor har Magnus Stendorf sammen med andre personer nu anmeldt den pågældende person til politiet i flere forskellige politikredse. BT har været i kontakt med de pågældende politikredse, der bekræfter, at de har modtaget anmeldelserne.

De kan imidlertid ikke bekræfte, om anmeldelserne omhandler den pågældende 16-årige dreng, hvis identitet BT er bekendt med, og som BT i øvrigt har forsøgt at kontakte uden held.

Er prisen for god til at være sand?

Carsten Høj Hansen fortæller, at politiet ser med stor alvor på sager, hvor nogen er blevet snydt for et større pengebeløb, men han opfordrer også danskerne til at være mere opmærksomme, når de køber og sælger via Facebook.

»Man skal altid være opmærksom på prisen på varen. Dem, der vil snyde, vil altid udbyde tingene til en lidt mere attraktiv pris end andre, for de skal nemlig ikke sælge, de vil bare i kontakt med køberen. Og så er der en række betalingsløsninger som PayPal og MobilePay, der har ID-validering, så man er sikker på, at den person, man handler med, findes,« fortæller han.

Han tilføjer, at politiet generelt kommer til bunds i rigtig mange af sagerne, hvor nogen er blevet snydt, men at antallet af anmeldelser efterhånden er blevet en udfordring.

Magnus Stendorf anbefaler at man mødes med sælgeren privat, så man på den måde er sikker på at modtage sine penge. Hvis ikke det er muligt, så kan det være en god idé at henvende sig til andre, der har handlet med personen.

»Man skal nok lige forhøre sig hos andre i de forskellige grupper, hvis man kan se, de har handlet med personen. På den måde kan også få en klar indikation af, om det er en, som snyder.«