Det var en gammel rusten håndgranat, der i eftermiddag fik politiet til at afspærre Dronning Louises Bro i det centrale København i mere end en time.

Det forklarer vagtchef hos Københavns Politi, Henrik Olesen.

- EOD, som er forsvarets ammunitionsryddere, har taget håndgranaten med, Jeg ved ikke, om den kan sprænge, men det var alvorligt nok til, at man vurderede at have brug for forsvarets EOD, siger Henrik Olesen.

Politiets afspærring blev ophævet kort efter kl.18.

Det var en såkaldt magnetfisker, der gjorde det usædvanlige fund lørdag eftermiddag ved Søerne i København.  En magnetfisker bruger typisk stærke magneter i stedet for krog på fiskesnøren. Derved kan de fange metalgenstande så som knive, ure og cykler,

Dronning Louises Bro krydser Søerne og forbinder Nørrebro med Indre By.

BNB