Mærsk-partner efterforskes i kokainsag
Det danske selskab er omdrejningspunktet i en sag om 237 kilo kokain.

Det danske selskab er omdrejningspunktet i en sag om 237 kilo kokain.

En større kokainsag i det vestafrikanske land Liberia trækker tråde til det danske selskab Mærsk.
Selskabet er nemlig omdrejningspunktet for efterforskningen af et fund på 237 kilo kokain i Roberts International Airport uden for hovedstaden Monrovia.
Det skriver Danwatch.
Den store mængde kokain er blevet fundet i logistikselskabet GLS Groups pakhus i lufthavnen. I marts indgik Mærsk havneselskab APM Terminals et partnerskab med netop det selskab.
Nu kræver Liberias myndigheder, at selskabets direktør Paul King bliver anholdt.
»I har stofferne, I ved hvem der opbevarede dem, I har lokationen, så hvorfor har I ikke arresteret nogen?,« udtalte landets senator Abraham Darius Dillon under høringen, hvor landets sikkerhedstjenester var indkaldt for at redegøre for den foreløbige efterforskning.
Efterforskningen har ledt frem til, at kokainen blev opbevaret i et hus tilhørende Paul King i Monrovia inden det blev transporteret videre til lufthavnen.
Ifølge Danwatch' research er der intet, der tyder på, at Mærsk-ansatte eller Mærsk-containere skulle have været involveret i sagen.
Danwatch har spurgt Mærsk, hvordan de forholder sig til sagen. De har ingen kommentar.
Paul King nægter sig skyldig.
Sagen er blot en i rækken af flere hændelser, hvor folk med forbindelse til Mærsk mistænkes for at stå bag eller hjælpe narkokarteller med at smugle kokain til Europa.