Hos Rigspolitiets Efterforskningscenter, NEC, er man meget opmærksom på, hvad rockerne skilter med. NEC-chef Kim Kliver mener, at det sande billede af Hells Angels nu er ved at komme frem.

- Det er meget interessant, at man i mange år har prøvet udadtil at køre en attitude om, at ’vi er bare bikere’, og så indadtil markerer, når man begår grov, personfarlig kriminalitet for klubben. Der må siges at være en kæmpe uoverensstemmelse der, siger Kim Kliver.

Han fremhæver tre af rockernes mærker:

Ny position


- Både ’Frontline’, ’Filthy Few’ og ’Bastard Brigade’-mærket giver en klar indikation på, at man har fået en anden position, og at man har gjort noget for klubben. Vi noterer os temmelig meget, hvad man har på af mærker, og der kommer til stadighed nye mærker til, siger Kim Kliver, der dog peger på, at rockerne er blevet mere forsigtige med status-symbolerne.

- I 1990’erne kom ’Filthy Few’ på prompte, når man havde ageret for klubben og udøvet grov, personfarlig kriminalitet. Hen ad vejen har rockerne gjort bestræbelser på, at politiet ikke skal have det at vide, og derfor bliver den slags mærker ikke længere sat på med det samme. Man udskyder så at sige proceduren, så man ikke bliver hængt op på den konkrete hændelse, siger Kim Kliver.

Det bekræftes i sagen mod Brian Sandberg af afhopperen MFP. Hells Angels-rockere ville overhælde hans vest med hæder, når først krudtrøgen havde lagt sig, hævder han.

- De var helt oppe at køre over det, jeg havde gjort, og fortalte mig, hvor mange mærker jeg ville få på min vest, når jeg blev HA’er, siger MFP.

- Men der skulle gå lidt tid, så det ikke kunne sættes i forbindelse med drabsforsøget.