Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Ifølge politiets sigtelse puttede to 35-årige mænd stoffer i en kvindes drink på en københavnsk natklub.
To 35-årige mænd skal tilbringe de næste ni dage bag tremmer, da de mistænkes for at have drugget en kvinde på en natklub i København.
Det står klart efter et grundlovsforhør lørdag.
'To mænd, begge 35 år, er i dag blevet varetægtsfængslet i ni dage. De er sigtet for at have drugget en kvinde på en natklub på Vesterbro ved at putte stoffer i hendes drink,' skriver Københavns Politi på Twitter.
Kvinden blev efterfølgende testet positiv for amfetamin og metamfetamin, oplyser politiet.
Episoden fandt sted tidligere i januar, og fredag formiddag førte efterforskningen til, at de to mænd blev anholdt.
Det fremgår ikke af politiets opslag, hvordan mændene forholder sig til sigtelsen.
/ritzau/