Den falske rigmand Mads Dinesen tilbød BT et solointerview for en flaske champagne.

Hent mig en flaske champagne, så får I et interview. Sådan lød tilbuddet til BT fra den 22-årige svindler Mads Dinesen, kendt som 'champagnedrengen'.

Kort forinden havde han siddet i retten i Glostrup og fortalt dommeren, at nu var det skam helt slut med druk, svindel og spirituskørsel.

- Jeg er kommet i alkoholbehandling med antabus, og det er jeg rigtig glad for, sagde Mads Dinesen til dommeren.

Samtidig bad han om en mild dom for sine 37 sigtelser, der blandt andet omhandler bedrageri, dokumentfalsk og spirituskørsel.

Men så snart dommeren kiggede væk, blev 'champagnedrengen' sig selv igen. Mens dommeren tog stilling til, hvor lang en fængselstraf Mads Dinesen skulle have, hev han BTs udsendte til side og gav sig til at trygle om champagne.

- Har du en bil? Hvis du kører ned til et supermarked og køber en flaske champagne, så giver jeg et interview, og du har det alene, sagde Mads Dinesen med lav stemme ude på gangen ved retslokalet.

Om det var medieliderlighed eller abstinenser, der fik Mads Dinesen til at tigge om alkohol, er uvist. Men da BT tilbød, at interviewet kunne foregå et andet sted end foran retten - f.eks. et sted, hvor der serveres alkohol - svarede han:

- Nej, jeg vil stå foran retten med en flaske champagne.

Da BT afviste at opfylde Mads Dinesens ønske, blev han sur og nægtede helt at udtale sig om dommen, der lød på to og et halvt års ubetinget fængsel og frakendelse af førerretten i ti år.

Mads Dinesen blev landskendt som 'champagnedrengen' efter at have deltaget i TV3-programmet 'Kræsne købere'. Det viste sig senere, at han havde forfalsket sine lønsedler og sin årsindkomst for at få en kapitaludvidelse, så han kunne dokumentere, at han var rig, nok til at være med i programmet.