Onsdag begyndte sagen mod den 17-årige AI, som står anklaget for at have dræbt den 17-årige handelsskoleelev Mads

Den første retsdag i sagen om drabet på den 17-årige handelsskoleelev Mads Skjoldsøge, der sidste år blev knivdræbt i et frikvarter, er afsluttet. Og her kom der detaljer frem om, hvad der førte til den unge studerendes tidlige død i november 2015.

På den første dag i sagen, hvor den 17-årige AI står tiltalt for manddrab, blev nævningene og de tilstedeværende i retten i Hillerød præsenteret for den konflikt, som førte til Mads Skjoldsøges død efter et knivstik i en tunnel ikke langt fra den handelsskole i det nordsjællandske, hvor Mads Skjoldsøge gik.

To dage inden begyndte konflikten mellem AI og Mads Skjoldsøge med en konfrontation på gågaden i Hillerød, og herefter udviklede det sig over en hidsig korrespondance på over 200 beskeder på Facebook mellem de to.

Det kulminerede, da AI sammen med to venner mødte op torsdag 5. november ved handelsskolen i Hillerød i et frikvarter, for at tage episoden ’mand mod mand’ – enten verbalt eller, som der var blevet lagt op til i en slåskamp.

Uden for skolen gik AI og Mads Skjoldsøge sammen med vidnet Y, der havde været inde over sagen, og ifølge eget vidneudsagn havde forsøgt at mægle mellem de to, ned til en tunnel via en sti. Og det var her, mens Y angiveligt vendte sig om et kort øjeblik, at AI svang en 7,7 cm foldekniv og ramte Mads Skjoldsøge i hjertet. Et enkelt knivstik, der ifølge obduktionsrapporten endte med at koste Mads Skjoldsøge livet.

Efterfølgende løb AI fra stedet. Han forklarede i retten, at han først gjorde udfald med kniven, efter Mads Skjoldsøge havde truet ham med et familiemedlem, som skulle tilhøre rockergruppen Bandidos, og selv havde knyttet en hånd og taget et skridt frem mod AI.

Vidnet Y, som stod få meter fra episoden, fortalte i retten, at han under knivstikket havde vendt sig om og kiggede den anden vej. Få sekunder senere hørte han Mads Skjoldsøge sige ’av’. Y fortalte, at han vendte sig om, så AI løbe fra stedet og hørte Mads Skjoldsøge tage få skridt, sige ’av av av’ og så ’gå ned’.

AI benægtede ikke, at han havde ramt Mads Skjoldsøge med kniven, men fortalte, at han var ked af det, der var sket, og at det ikke var meningen, han ville dræbe Mads Skjoldsøge, bare skræmme ham. Han fortalte også, at han var ked af, at Mads Skjoldsøge var død – også over for Mads Skjoldsøges familie. Og så fortalte han, at han græder hver aften efter drabet.

En uenighed, om hvor foldekniven fra drabet var kommet fra, kom mellem AI og Y, da AI først på dagen fortalte, at han havde fået foldekniven fra netop Y, men det benægtede Y fuldstændigt. Så endnu er det et spørgsmål, hvor kniven kom fra.

Sagen løber over de næste dage, og der forventes en afgørelse i sagen i den kommende uge.

Det er kun AI, som er anklaget i sagen. Herunder kan du læse BT's liveopdatering fra retten, hvor blandt andre AI var i vidnestolen. Og de to teenagedrenge, der var med ham den fatale dag, vidnede også.