En chauffør, der kører mad ud til ældre på Nørrebro, blev kropsvisiteret og bedt om at forlade bydelen af unge bandemedlemmer.

Nørrebro er ikke længere et sikkert sted at færdes efter mørkets frembrud. Det måtte et transportfirma i weekenden konstatere, da en af deres chauffører i weekenden blev udsat for et regulært hold-up .

Fredag aften blev chaufføren passet op af unge med indvandrebaggrund, da han var i færd med at bringe aftensmad ud til de ældre i området omkring Blågårds Plads.

Madudbringeren blev kontrolleret og kropsvisiteret af de unge. Derefter bad de ham om at ’skride ud af Nørrebro’. Firmaet anmeldte episoden til politiet lørdag. Herefter havde firmaets direktør et møde med politiet for at skabe afklaring om medarbejdernes sikkerhed.

- Vi kan ikke leve med, at den slags sker. Det er blandt andet derfor, at vi nu øger patruljeringen på Nørrebro, siger Per Larsen.

Efter weekendens episoder, hvor en tilfældig person blev stukket ned og hvor flere andre er blevet kropsvisiteret af bander på Nørrebro, har politiet nedsat en specialgruppe, der dels skal stå for en intensiveret patruljering og foretage efterforskning af banderelateret kriminalitet.

Leder af Nørrebros lokalpoliti, Frank Reuter, understreger at der ikke er nogen grund til at føle sig utryg ved at færdes på Nørrebro.

- Der er ingen grund til, at man holder op med at komme på Nørrebro. Vi gør alt hvad vi for at lægge pres på banderne, siger Fran Reuter, der understeger at episoden med madudbringeren skete før politiet skærpede patruljeringen. Direktøren for firmaet, der bringer mad ud på Nørrebro, ønsker ikke at kommentere episoden over for BT, men siger, at firmaet fortsætter med at bringe mad ud til de ældre på Nørrebro. Som led i en generel ruteomlægning kører den pågældende chauffør nu på en anden rute.