Natten til mandag blev Nordjyllands Beredskab alarmeret om en brand i et sommerhus i Klitgård lige nord for Nibe.

Ved ankomsten kunne brandfolkene hurtigt se, at det stod galt til.

Så galt, at en tankvogn fra beredskabet i Aalborg blev tilkaldt.

Men lige lidt hjalp det.

»Sommerhuset er mere eller mindre helt udbrændt,« skriver Nordjyllands Beredskab på X.

Beredskabet modtog anmeldelsen om branden i sommerhuset på Gliben i Klitgård klokken 02.24.

Der var to personer i sommerhuset, da ilden brød løs, men de nåede heldigvis ud i tide og er ikke kommet noget til.

»Branden formodes at være startet i en udestue,« lyder det fra Nordjyllands Beredskab.

Efterslukningsarbejdet forventes at være overstået mandag i løbet af morgentimerne.