Syd- og Sønderjyllands Politi har haft ekstra fokus på høj fart i den sidste uge.

Og det får konsekvenser for hele 432 borgere, som alle vil høre fra politiet. 

29 af dem modtager en besked om et klip i kortet, men for fem af de 432 har lovovertrædelsen været så voldsom, at de får en betinget frakendelse af kørekortet.

Og den har ikke fået for lidt med speederen. I Haderslev Kommune kørte en borger 134 km/t. på en 80 km-strækning på Sommerstedvej.

I Tønder Kommune kørte en borger 138 km/t. – også på en 80 km-strækning, og i Vejen kørte en bilist 182 km/t. på Esbjergmotorvejen på en 130-strækning. 

De sidste to kørte i Aabenraa Kommune. Den ene kørte på Sønderborgvej ved Kruså med 138 km/t. på 80 km-strækning. Den anden på Ribevej ved Rødekro med 147 km/t. på en 80 km-strækning.

»Hastighed er et vigtigt indsatsområde for os, da høj fart har store konsekvenser, når der sker ulykker. Vi prioriterer fartkontrol på vejene,« siger politikommissær Anders Borg, leder i færdselsafdelingen hos Syd- & Sønderjyllands Politi og fortsætter:

»Vores mål er lavere hastighed, for når hastigheden bringes ned, bidrager det til at reducere antallet af borgere, der kommer til skade eller bliver dræbt i trafikken.«