Hun græd, kaldte på sin mor og råbte 'Luk mig ud!'

I august 2016 kunne en kvinde på Tårnborgvej i Korsør høre en pigestemme gennem væggen. Og kvinden var ikke i tvivl: Stemmen tilhørte 17-årige Emilie Meng, som på det tidspunkt havde været forsvundet i over en måned.

Kvinden pillede en mursten ud af væggen i sin garage og gav sig til at optage stemmen. Først med sin telefon og senere med mere professionelt udstyr.

Nu får offentligheden for første gang mulighed for at lytte til filerne og selv vurdere, om det er Emilie Mengs stemme, man kan høre på optagelserne.

Emilie Meng fotograferet 10. juli 2016, den dag hun forsvandt.
Emilie Meng fotograferet 10. juli 2016, den dag hun forsvandt.
Vis mere

Det sker, når DR mandag aften viser andet afsnit af dokumentarserien 'Emilie Meng – en efterforskning går galt'. Her bringer DR dele af de omfattende lydfiler.

Lydoptagelserne er præget af baggrundsstøj, men det fremgår af udsendelsen, at der kommer udsving i optagelsen, når der bliver stillet spørgsmål.

»Kan du banke, alt hvad du kan?,« spørger kvinden på tårnborgvej.

Herefter høres et svagt bank.

To frivillige fra Forsvundne Personer, Sofie Sønderup og Kirstine Rom, fortæller i dokumentarudsendelsen, at de også har hørt Emilie Mengs stemme, og at stemmen svarede korrekt på kontrolspørgsmål om navnene på Emilie Mengs familiemedlemmer.

»Der bliver spurgt: 'Hvad hedder din lillebror?' Og svaret er lillebrorens navn,« siger Kirstine Rom i dokumentaren.

»Og så bliver der ringet til politiet,« tilføjer Sofie Sønderup.

På et efterfølgende møde på en brandstation i Korsør blev lydfilerne afspillet for to betjente fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Af hemmelige videooptagelser fra mødet fremgår det, at betjente på mødet også kan høre stemmen bag væggen.

Optagelsen, hvor der bliver svaret på det med lillebroren, bliver afspillet flere gange i udsendelsen, og 'svaret' er for en god ordens skyld bippet ud.

I dokumentaren bliver lydfilen analyseret af en lydtekniker, der renser lydfilen op og undersøger de udsving, man kan høre. Han vurderer i udsendelsen, at der ikke høres en stemme på lydfilen.

Lydspecialisten konstaterer, efter at have renset lyden for baggrundsstøj og skruet op for talefrekvenser, at Emilie Mengs stemme ikke kan findes på optagelsen.

Han vurderer, at lydene, der kan høres, muligvis kan stamme fra det udstyr, som bliver brugt til at optage med.

Politiinspektør Kim Kliver og to betjente undersøger et hus på Tårnborgvej for femte gang. Ransagningen blev foretaget, efter to betjente mente at kunne høre den forsvundne teenager Emilie Meng på en ulovlig aflytning.
Politiinspektør Kim Kliver og to betjente undersøger et hus på Tårnborgvej for femte gang. Ransagningen blev foretaget, efter to betjente mente at kunne høre den forsvundne teenager Emilie Meng på en ulovlig aflytning.
Vis mere

På baggrund af lydoptagelserne blev Finn Petersens hus og kælder ransaget fem gange. Ved den sidste ransagning blev der boret huller i gulve og vægge for at lede efter skjulte rum.

Trods de omfattende ransagninger blev der ikke fundet spor af Emilie Meng i Finn Petersens hus, og han blev efterfølgende tilkendt en mindre erstatning for de fem ransagninger.

Da Emilie Meng blev fundet død 24. december 2016, viste obduktionen – ifølge politiet – at hun havde ligget død i en sø ved Regnemarks Bakke siden 10. juli 2016 eller dagene efter. Altså også i det tidsrum, hvor flere personer kunne høre hende gennem væggen.

Finn Petersens nabo blev i 2019 dømt for forsøg på ulovlig aflytning, og Den Uafhængige Politiklagemyndighed undersøger nu de to betjentes rolle i sagen.