»Lad være med at lade jer lokke af Peter Madsens efterlysning af nye pennevenner. Det er en farlig vej at slå ind på - og I vil komme til at fortryde det i mange år, hvis I indlader jer med en livstidsfange. Hold jer langt væk.«

Sådan lyder den kontante advarsel fra 33-årige Betinna Brøns, der i den grad ved, hvad hun snakker om. Hun var i seks år gift med den livstidsdømte seriemorder Peter Lundin, som hun også nåede at få en søn med under hans afsoning, inden parret i oktober sidste år blev skilt.

Hun kommer med sin advarsel, efter at B.T. forleden kunne afsløre, at den livstidsdømte Peter Madsen på sin Facebook-profil søger efter pennevenner, der vil skrive til ham i hans ensomhed i cellen i Storstrøms Fængsel på Falster.

»Raket-Madsens efterlysning får mig til at frygte, at han bliver den nye Peter (Lundin, red.). Det vil blive det samme, hvis ikke man passer lidt på. Der kommer til at være nogle piger, som synes, at det er interessant og måske spændende at få det første brev, men de vil fortryde det noget så grusomt senere,« siger Peter Lundins ekskone til B.T.

Mens hun dannede par med Peter Lundin, bad han hende - ligesom Peter Madsen nu har gjort fra fængslet via en mellemmand - om at efterlyse nye venner til ham via opslag på hans Facebook-side.

»Det lykkedes ham da også at komme i kontakt med nogle mennesker, men det har da ikke været sjovt for mange af dem, som han er kommet i kontakt med. Det er det dummeste, man overhovedet kan gøre, for man kan ikke få noget som helst positivt ud at at have noget som helst at gøre med en person, der sidder inde på livstid. Men det er jo givetvis især kvinder, som har interesse i social sammenhæng, så han kan gøre, hvad han har lyst til,« siger hun.

»Kvinderne, som nu vil skrive til Peter Madsen, vil formentlig gøre det af de samme grunde, som i sin tid fik mig til at skrive til Peter Lundin. De er skrøbelige og tænker måske, at det kan være spændende, fordi han er en farlig mand. Måske tror de også, at de på en eller anden måde kan hjælpe ham med det brist, som han har. Han må jo være ganske syg, og så kan man få en form for medlidenhed. Hvis man har den indgangsvinkel i starten og ikke får stoppet i tide, så ender man med at miste sig selv og blive fanget i det. Det går kun ud over dig selv og din familie. Det er en absurd tankegang, og man kan ikke gøre en positiv forskel for den indsatte,« siger Betinna Brøns.

Bjarne Skounborg alias Peter Lundin spiller guitar for sin brud Betinna.
Bjarne Skounborg alias Peter Lundin spiller guitar for sin brud Betinna. Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

Ud over at kontakten med livstidsfangen ikke psykisk vil gøre noget godt for personen i frihed, rummer besøgene i fængslet også en fysisk risiko, advarer hun.

»I de danske fængsler er der generelt ikke særlig meget sikkerhed, og det gælder også, når man besøger en indsat - uanset om der er tale om Peter Lundin eller Peter Madsen. Jeg tør vædde på, at man inden længe kan sende en besøgsanmodning til Peter Madsen og så besøge ham alene efter to-tre uger. Kun dig og ham. I et besøgsrum. Uden overvågning. Det bryder jeg mig ikke om. Jeg har selv følt mig utryg mange gange under besøgene hos Lundin, hvor der var rigtig mange slemme episoder, som jeg i dag ville ønske, at jeg havde været foruden. Men jeg var kommet for langt ind i det. Jeg havde mistet familien, jeg havde mistet mine venner. Jeg var bare mig - og ham.«

»Mit forhold til Peter Lundin har haft enorme konsekvenser. Det har kostet mig næsten ni år af mit liv, hvor jeg næsten gik fuldstændigt i stå. Mit liv handlede bare om, at jeg skulle gøre ham glad. Jeg mistede mine venner, og folk begyndte at se ned på mig. Jeg gjorde noget, som jeg absolut aldrig skulle have gjort,« erkender hun.

»Jeg er ganske overbevist om, at Peter Madsen har en personlighedsforstyrrelse, så han højst sandsynligt også kan manipulere sine omgivelser, hvis nogen skriver til ham. Under retssagen snakkede han jo også helst om sig selv og sine katte hele tiden. Men det er jo ikke overraskende, hvis han gerne vil have mere social kontakt, når han sidder i fængslet. Selvfølgelig har han også stadig en kønsdrift, og alle indsatte - også livstidsfanger - skal jo sandsynligvis også ud igen på et eller andet tidspunkt,« tilføjer hun.

Peter Madsen har tilsyneladende søgt pennevenner via Facebook.
Peter Madsen har tilsyneladende søgt pennevenner via Facebook. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Hun blev gift med den 12 år ældre Peter Lundin i Herstedvester Fængsel i 2011, efter at hun havde skrevet en opgave om ham på handelsskolen og var blevet nysgerrig efter at møde ham. Han svarede hurtigt tilbage, da hun havde skrevet sit første brev, og kort efter kunne de mødes på tomandshånd i et besøgslokale i Statsfængslet Østjylland, hvor han på det tidspunkt afsonede. Parret fik en søn, der i dag er fire år. Hun har fuld forældremyndighed over sønnen, som ikke har kontakt til sin far.